Emil lever en afsondret tilværelse med sin online videokanal som tætteste bånd til omverdenen. Han er vanvittigt dedikeret fan af YouTuberen Frank, og kopierer alt hvad denne gør. Men i takt med, at Frank begynder at udvise en voksende irrationel adfærd, får Emil udfordret sit eget selvbillede og den virkelighed han har skabt foran kameraet.
Excentriske Niels inviterer sin nevø Glen til en alternativ militærlejr i sit parcelhus i den nordjyske flække Fly. På trods af onklens ejendommelige tilværelse som eneboer i et ekstremt kaotisk og uhumsk hjem, hvor der ikke har været gæster i årevis, har Glen og Niels alligevel opbygget et særligt bånd. Andre i familien har afskrevet Niels som en original, men Glen vil gerne lære sin specielle onkel bedre at kende. Som gammel militærmand har Niels forsøgt at sætte et kærligt præg på sin nevø med "kæft, trit og retning" gennem årene, og nu giver Glen ham en unik chance for at komme med sine bedste råd og manerer. En chance for at opdrage den søn, som Niels aldrig fik, men drømte om. Drevet af både nysgerrighed og fascination forsøger Glen gennem militærlejren at komme ind under huden på sin mystiske onkel og blive klogere på hans fortid og uforløste drømme.
Ea er for første gang forelsket, og endda i sin bedste ven Sune, som hun har introduceret til hendes rollespilsverden; en mytisk og magisk verden hvor overnaturlige væsner hersker. Men spillet tager en uventet drejning og Ea kan pludselig ikke skelne mellem spil og virkelighed.
I et digtet dansk dystopia er den politiske diskurs blevet intensiveret. Liva Wichfeld forbereder sig på at indtage posten som leder for antiabort-partiet “Frihed og Ansvar”. Men da Liva selv bliver gravid oplever hun for første gang at hendes personlige og politiske overbevisning er i konflikt med hinanden.
Pernille er på vej til fest med sine bedste veninder da hun pludselig får fortalt at der går et rygte om at hun har fået en abort. Pernille benægter rygtet og overtales af sine veninder til at konfrontere pigen som de tror står bag. Men da gruppen endelig finder hende eskalerer situationen hurtigt ud af kontrol. Pernille bukker under for gruppepresset og aftenen tager en drejning som vil forfølge hende for altid.
Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.
I en verden, hvor man som et offentligt tilbud kan få sin skæbne at vide, møder ROSA op på skæbnekontoret for at få afklaring om sin fremtid. Rosa er i starten af 30'erne og nyder sin frie og kaotiske livsstil, mens hun ser en smule ned på dem, der er blevet rigtig voksne. Rosa er mest optaget af, om der endelig kommer styr på hendes økonomi, men da hun får at vide, at hun aldrig kommer til at møde den store kærlighed, sætter det pludselig andre og nye tanker igang: Lykkes det Rosa at bryde sin skæbne? Og er det overhovedet det hun har lyst til?
I den tropiske hede i Dilleland kæmper outsideren Kenneth med at passe ind blandt kollegerne og imponere den søde Sofie. De hårdhudede krokodiller virker dog nemmere at omgås end de mennesker, der er omkring ham. Kenneths manglende fornemmelse for grænser og hans alkoholiserede mor, som vælter ind og ud af hans liv, spænder ben for ham. Efterhånden mister han mere og mere af sig selv. Det kammer over til en personalefest, hvor Kenneths koldblodede side kommer frem.