En onkel og nevøs forhold med hengivelse og en ligeså stor, omend forskelligartet, kunstnerisk vision udvikler sig til et destruktivt, primitivt forhold mellem to mænd.
Emil, 23, er mors dreng. Hun kender alle hans hemmeligheder… bortset fra hans gemmested og de små sonater han skriver når han er alene. Den ambitiøse men ikke så disciplinerede Sophia, 20, optages på moderens klaverskole og sår splid med sin uventede interesse for Emil. Emil forstår ikke det intrigespil, han pludselig spiller hovedrollen i, men de nye følelser giver ham modet til at sige sin mor imod for første gang, og de kalder på en kærlighedserklæring: En sonate til Sophia, for det er hende, han er forelsket i. Men sonaten efterlader Sophia kold, og Emil søger trøst hos mor, som minder ham om at i visse miljøer tænker folk kun på sig selv – og de, der involverer sig med dem, ofte betaler prisen.For Emil handler det i midlertid ikke om, hvem der skal betale prisen for hans forliste følelser, men om hvordan hun skal straffes.
“Vidste du at mennesker, som lever i et parforhold, er lykkeligere end andre? – det er videnskabeligt bevist. Spørgsmålet er bare, om det er ens partner der gør en lykkelig, eller om det kun er lykkelige mennesker, der finder en partner?” Daniel, kapitel III.
Buldren i det fjerne. Koncentreret harpespil. En barrikaderet lejlighed. David gør sit bedste for at lukke resten af verden ude, så han kan øve i ro og mag. En nabo banker på og vil have ham med i sikkerhed i kælderen, men David er ikke interesseret. Han tror på kunst og ikke på krig.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.