I den tropiske hede i Dilleland kæmper outsideren Kenneth med at passe ind blandt kollegerne og imponere den søde Sofie. De hårdhudede krokodiller virker dog nemmere at omgås end de mennesker, der er omkring ham. Kenneths manglende fornemmelse for grænser og hans alkoholiserede mor, som vælter ind og ud af hans liv, spænder ben for ham. Efterhånden mister han mere og mere af sig selv. Det kammer over til en personalefest, hvor Kenneths koldblodede side kommer frem.
Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.
I denne absurde komedie er begravelser lykkelige og joviale begivenheder. Derfor skal det selvfølgelig også fejres med et brag, at Ole har mistet sin søster til kræft. Det eneste problem er Oles dybe sorg og hans behov for at bearbejde den, hvilket overhovedet ikke passer ind i festlighederne.
Harris bor på Manhattan. Harris store kærlighed har forladt ham. Harris spiller hovedrollen i ”En gal mands dagbog” og instruktøren er ikke tilfreds. Harris skal passe sit ”rigtige” arbejde som ejendomsmægler. Harris leder efter en forbindelse imellem sin indre stemme og den ydre virkelighed. Filmens lag er inspireret af Paul Austers kondition om to stemmer i konflikt. Filmens sprog ligger et sted imellem dokumentar og fiktion.