Emma har fortalt historier, siden hun lærte at tale. Først i al fortrolighed til mor og far, derefter i skolen til sine dybt uinteresserede klassekammerater, og efterfølgende 10.000 gange mere, i form af anekdoter, kortfilm, breve og teaterforestillinger. Fortællinger har en helt særlig evne til at skabe forandring, hvilket Emma altid har haft en dyb respekt og stor fascination for. Emma ser det som et stort privilegium at være filmskaber, som får lov til at fortælle historier til, for og om andre. Som producer er Emma drevet af at ære det privilegium: At finde og fremkalde historier, der venter på at blive fortalt og som nuancerer og udfordrer vores verdensopfattelse.
Emma har siden 2020 arbejdet som udviklingsproducer hos Meta Film, hvor hun leder og udvikler spillefilm. I 2021 blev hun uddannet fra Multiplatform Storytelling and Production, hvorfra hun har en professionsbachelor i producing og entreprenørskab.