“Fri bag låste døre” er inspireret af virkelige fortællinger om partnervold og traumer. Vi følger en højgravid kvindes rejse ind på et krisecenter, hvor hun skal lære at stole på mennesker igen og vænne sig til sin nye hverdag.
Malik føler sig som en fremmed i Sverige efter hans familie flygtede dertil fra Irak. I Sverige bliver han mobbet og kommer ofte op at slås i skolen. Da Saddam Hussein bliver hængt beslutter familien at flytte tilbage til Irak, hvilket begejstrer Malik da han nu endelig skal føle sig hjemme et sted. Kort efter ankomst begynder Malik dog at føle den samme fremmedhed, som han gjorde i Sverige. Det stiller spørgsmålet: Hvad er hjem, hvordan føles det og hvad vil det egentligt sige at høre hjemme et sted?
William er godt træt af Næstved. Han er træt af at bo på en mark, hvorfra man skal cykle 20 minutter i mørke for at nå ind til byen, han er træt af at holde halvdelen af sit liv hemmeligt for sin mor og far. Og han er træt af at hans bedste ven Magnus også er begyndt at opføre sig som hans forældre. Magnus er godt træt af at Larry ikke kan finde ud af at værne om sine kæledyr og at de derfor altid ender med at dø. Larry er pænt træt af at hedde Larry. De tre 19-årige venners voksenliv rykker nærmere og de ubekymrede tider med jordkolde pilsnere, shoplifting og drømme om jordomrejser på fælles fiskekutter begynder at rinde ud. William står med en loyalitetskrise. Valget står imellem de fælles drengedrømme og Williams egne. Skal han blive i Næver eller gå sine egne veje?
I den tropiske hede i Dilleland kæmper outsideren Kenneth med at passe ind blandt kollegerne og imponere den søde Sofie. De hårdhudede krokodiller virker dog nemmere at omgås end de mennesker, der er omkring ham. Kenneths manglende fornemmelse for grænser og hans alkoholiserede mor, som vælter ind og ud af hans liv, spænder ben for ham. Efterhånden mister han mere og mere af sig selv. Det kammer over til en personalefest, hvor Kenneths koldblodede side kommer frem.
Den 30-årige kejtede ungkarl PETER sejler flygtninge i land fra et fragtskib i Østersøen på onkel FINN´s lille fiskerbåd. Nemt job – gode penge.Peter har svært ved at sige til og fra. Han er verdens mest ubeslutsomme mand. Af samme grund har han også lidt svært med det der med piger. Han bor stadig i kælderen under sin mors hus og da han vil skjule en ung kvinde på flugt fra et arrangeret ægteskab kommer problemerne. Nu må Peter vælge – og det er ikke så let.
Instruktør, Niels Holstein Kaa er ulykkelig i København. I håb om at genvinde troen på lykken og kærligheden rejser Niels til byen Yellowknife i det nordvestlige Canada, hvor han boede for ti år siden. Rejsen bliver et opgør med fortiden, nutiden og den person han må erkende han er.