I et digtet dansk dystopia er den politiske diskurs blevet intensiveret. Liva Wichfeld forbereder sig på at indtage posten som leder for antiabort-partiet “Frihed og Ansvar”. Men da Liva selv bliver gravid oplever hun for første gang at hendes personlige og politiske overbevisning er i konflikt med hinanden.
Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?
En morgen ringer det på døren hos Anders. Udenfor står Britt som er kommet til København med 9-toget fra Sønderjylland, højgravid med en kuffert. Anders aner ikke hvem Britt er, hun kunne teoretisk godt være en han har mødt på en turne med sit band, men hans kæreste Anna kommer hjem samme dag, så det gælder om at få Britt skaffet af vejen. Han beder sine to venner Henning og Asger om hjælp, men der er ikke meget hjælp at hente, og tiden går.