På sin 14-års fødselsdag får Laura besøg af sin mors ven, modefotografen Asger, som Laura altid har været fascineret af. Asger skal fotografere Laura, hvilket hendes mor, Henriette, længe har set frem til – til trods for en voksende jalousi til den smukke datter. Men hvad Henriette ikke ved, er, at Lauras følelser for Asger er ved at ændre sig. Det sætter spor i forholdet mellem mor og datter i form af et opgør og en konkurrence, som skaber stærke udfordringer for Laura. Mødet med Asger og modelmiljøet bliver en introduktion til voksenlivet og en opdagelse af seksualiteten. Hun mærker begæret for første gang og oplever samtidig magten, der følger med.
En helt almindelig morgen. Hun har haft en drøm og fortæller sin kæreste om den: Den handlede om grise og om et hegn. Et hegn mellem to lande og to slags grise. Begge kvinder har hørt om hegnet. Netop i dette øjeblik er de tæt på hinanden. Deres ord ræsonnerer i hinandens ører. De er ikke mere end en armslængde fra hinanden, men det er mere end et hegn, der adskiller dem.
Thomas er hjemvendt fra Bosnien. “Hjemkomst” strøer salt i et åbent sår i vores kollektive bevidsthed ved at afspejle hans sinds(s)tilstand; for der findes noget, der er langt værre end at dø, og det er ikke at turde leve! Der rejses ikke spørgsmål om ansvar. Formen er abstrakt fordi indholdet forlanger det. Hvis du holder at lyset for enden af tunnelen, så se en anden film men ellers: Velkommen i mørket!
Efterskolekæresterne Siv og Patrick driver lykkelige rundt i en sommer fyldt med punkkoncerter, selvrensende hår og evigt smil på Patricks piercede læber. De har langstrakte snavesessioner, mens de forsigtigt piller sig frem mod beseglingen af deres kærlighed. Men da Siv starter i gymnasiet begynder lykken at briste. Pludselig har Patricks monologer om ‘grunge’ og støvledans ikke længere samme tiltrækningskraft – specielt ikke når Sivs nye venner ser på.
Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.