Det er sommer og Natasja fordriver tiden. Hun dagdrømmer og har svært ved at være praktisk i en voksen hverdag – hverken det at passe et sommerjob eller håndtere en kollegas varme følelser for hende, syntes hun at forstå sig på. Til gengæld går hun i biografen og drømmer om selv at blive skuespiller en dag.
To mennesker, som aldrig før har mødt hinanden, er i hver sin ende af Berlin bundet til deres senge grundet sygdom. I deres ensomhed og i manglen på støtte fra deres nærmeste mødes de gradvist og momenter af nærhed opstår mellem dem.
Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.