På kanten af samfundet, for enden af havnen lever brødrene Fritz og Charles en stillestående tilværelse, indtil en fremmeds ankomst og et ildevarslende brev rusker op i skyldfølelse, skuffelser og vækker en svunden drøm til live.
Amna er plaget af søvnparalyse og har svært ved at koncentrere sig. Hun bor sammen med sin familie, som er rettroende muslimer, men er selv i tvivl om sin tro. Hun tager sit slør af, når hun er på universitetet i Odense, mens hun med sin mor i moskeen følger familiens religiøse traditioner.
Hvad sker der, når fantasien overgår virkeligheden for to middel aldrende irske mænd fyldt med tomhed og manglende motivation i livet. De har for 10 år siden fundet en meteorit i deres baghave, og den kan være en formue værd. Vejen til rigdommen er imidlertid ikke så nem for de to simpelt tænkende irere. Seamus er besat af tanken om, at stenen er en meteorit, og vil gøre alt for at få den endelige godkendelse på det. Jude er blevet så forelsket i sin sten, at han slet ikke kan undvære den, han sover med den, tager den med sig på pub og bader den i et akvarium. Vi følger de to venners håb, drømme og fantasifulde fortællinger om stenen, samtidig med at vi oplever deres tomhed, ensomhed og selvbedrag i livet. Kan de acceptere deres virkelighed hvis fantasien om meteoritten brister?
En helt almindelig morgen. Hun har haft en drøm og fortæller sin kæreste om den: Den handlede om grise og om et hegn. Et hegn mellem to lande og to slags grise. Begge kvinder har hørt om hegnet. Netop i dette øjeblik er de tæt på hinanden. Deres ord ræsonnerer i hinandens ører. De er ikke mere end en armslængde fra hinanden, men det er mere end et hegn, der adskiller dem.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."