En dreng skal opereres. Mens han venter på operationen bliver han optaget af Afdeling Ds øvrige patienter og ansatte – en døende mand og en mystisk læge. Sammen med dem lærer han noget om døden. Og på mærkværdig vis finder drengen og den døende mand ud af, at de måske har mere tilfælles end først antaget.
To mennesker, som aldrig før har mødt hinanden, er i hver sin ende af Berlin bundet til deres senge grundet sygdom. I deres ensomhed og i manglen på støtte fra deres nærmeste mødes de gradvist og momenter af nærhed opstår mellem dem.
Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
William er godt træt af Næstved. Han er træt af at bo på en mark, hvorfra man skal cykle 20 minutter i mørke for at nå ind til byen, han er træt af at holde halvdelen af sit liv hemmeligt for sin mor og far. Og han er træt af at hans bedste ven Magnus også er begyndt at opføre sig som hans forældre. Magnus er godt træt af at Larry ikke kan finde ud af at værne om sine kæledyr og at de derfor altid ender med at dø. Larry er pænt træt af at hedde Larry. De tre 19-årige venners voksenliv rykker nærmere og de ubekymrede tider med jordkolde pilsnere, shoplifting og drømme om jordomrejser på fælles fiskekutter begynder at rinde ud. William står med en loyalitetskrise. Valget står imellem de fælles drengedrømme og Williams egne. Skal han blive i Næver eller gå sine egne veje?