Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
Mens Pernille venter sit første barn fyldes hun af en forventningsfuld glæde om den nye tilværelse som mor. Men da hendes søn kommer til verden som en grædende byrde, bliver Pernille sat på prøve. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som mor, og hun søger trøst og støtte hos hendes langt mere erfarne mødregruppe, som på både godt og ondt forsøger at hjælpe Pernille med at blive en god mor.
Adil har kun et brændende ønske: At blive genforenet med sin bror, der for længe siden drog i krig uden ham. Han erfarer dog hurtigt at alting har sin pris og Adil må tilsidesætte sin moral for at kunne udføre en række opgaver for en lyssky gruppe, som til gengæld vil opfylde hans ønske og sende ham ned til sin bror. Dagen oprinder og muligheden for at komme af sted opstår pludselig – men der venter dog en sidste opgave, der skal bevise hans værd som loyal og koldblodig soldat. Snart smuldrer Adils selvforståelse, og grænsen imellem ven og fjende synes at være mere utydelig end nogensinde før.
Excentriske Niels inviterer sin nevø Glen til en alternativ militærlejr i sit parcelhus i den nordjyske flække Fly. På trods af onklens ejendommelige tilværelse som eneboer i et ekstremt kaotisk og uhumsk hjem, hvor der ikke har været gæster i årevis, har Glen og Niels alligevel opbygget et særligt bånd. Andre i familien har afskrevet Niels som en original, men Glen vil gerne lære sin specielle onkel bedre at kende. Som gammel militærmand har Niels forsøgt at sætte et kærligt præg på sin nevø med "kæft, trit og retning" gennem årene, og nu giver Glen ham en unik chance for at komme med sine bedste råd og manerer. En chance for at opdrage den søn, som Niels aldrig fik, men drømte om. Drevet af både nysgerrighed og fascination forsøger Glen gennem militærlejren at komme ind under huden på sin mystiske onkel og blive klogere på hans fortid og uforløste drømme.