Nogle få autentiske øjeblikke, en scene, en almindelig morgen, et sted i Kbh. Hverdagens små glimt står klarest når vi er alene: I et mix af kærlighed, kunst & køkkenvask får Frej at mærke at humor ikke er Magnus’ styrke.
Cecilie er 14 år og er frustreret over at være for lille. Hun er en energisk og vidensbegærlig pige, som er meget nysgerrig på sin gryende sexualitet. Vi følger hende I to dage, hvor storesøsteren Trine skal til fest på gymnasiet og I frustration over ikke at kunne komme med, gør Cecilie alt, hvad hun kan, for at bevise overfor omverdenen at hun er helt utrolig voksen og sagtens kan styre sit liv selv. Men hun kommer til at lære en lektion om sine egne personlige grænser.
Det er sommer og Natasja fordriver tiden. Hun dagdrømmer og har svært ved at være praktisk i en voksen hverdag – hverken det at passe et sommerjob eller håndtere en kollegas varme følelser for hende, syntes hun at forstå sig på. Til gengæld går hun i biografen og drømmer om selv at blive skuespiller en dag.
Adil har kun et brændende ønske: At blive genforenet med sin bror, der for længe siden drog i krig uden ham. Han erfarer dog hurtigt at alting har sin pris og Adil må tilsidesætte sin moral for at kunne udføre en række opgaver for en lyssky gruppe, som til gengæld vil opfylde hans ønske og sende ham ned til sin bror. Dagen oprinder og muligheden for at komme af sted opstår pludselig – men der venter dog en sidste opgave, der skal bevise hans værd som loyal og koldblodig soldat. Snart smuldrer Adils selvforståelse, og grænsen imellem ven og fjende synes at være mere utydelig end nogensinde før.
Emil lever en afsondret tilværelse med sin online videokanal som tætteste bånd til omverdenen. Han er vanvittigt dedikeret fan af YouTuberen Frank, og kopierer alt hvad denne gør. Men i takt med, at Frank begynder at udvise en voksende irrationel adfærd, får Emil udfordret sit eget selvbillede og den virkelighed han har skabt foran kameraet.